MOBILE FELT REEF FOR FUTURE COLONIES – FOR OTHER BODIES OF WATER (2021)
En pop-up performance med og omkring Døvling bæk

Krop – Lyd – Landskab Performancedage

Deep Forest Art Land, Kibæk

Kurateret af Tora Balslev, Daily Fiction

Fotos: Jan Vesala

 

 

Fotos: Jan Vesala

Jeg ønskede med mit værk at krydse de gængse (gang)koordinater og følge bækkens forløb. Døvling bæk render mod Skjern Å, kendt for laksefiskeri og den omfattende restaurering og revitalisering af det oprindelige å-forløb efter at være blevet ’kanaliseret’ i 60’erne. Jeg vadede altså i lokal artsspecifik mikropolitik, når jeg iført en lys helkrops filtdragt gik i bækken og fulgte den nedstrøms til den lille gangbro som er knudepunktet for de besøgendes bevægelser. Jeg gik ned i bækken fra den nordlige del af skoven og bevægede mig langsomt bevæge med strømmen til broen. Bækken snor sig, og strømmen er stærk. Det var en udfordring at bevæge min krop iført filtdragt, der blev tungere og tungere. Yrægheden understreger den humane viljes skrøbelighed i mødet med andre naturkræfter og -aktører. En nænsom invitation til non-humant samvær og co-eksistens.

Filtdragten ydede modstand i vandet og samlede mikroorganismer op på sin vej. Den fungerede som et mobilt kunstigt rev, som over tid kunne udvikle sig til et minihabitat – når lag på lag af mikroorganismer forbandt sig til hinanden, levede, groede og beboede dragtkroppen. Den del af dragten, som var under vand, skiftede farve (af alger, mudder og okker) – og funktion. De forbipasserende på land kunne følge denne human/non-humane hybrid organisme, når det gik i bækken – og tilbage til start langs de nedtrampede ruter i skoven.